Category: FitnessFighten

12 Apr

Svar til spørgerunden

Så kommer svarene til de spørgsmål der blev stillet til min spørgerunde. Hvis du ikke lige fik spurgt og har noget du er nysgerrig omkring så skriv endelig en kommentar til indlægget.

Hvor lang tid bruger du på træning om dagen? 1-2 timer?
Svar: Hvis man ikke tæller transporten til centeret med (cykel), så træner jeg i gennemsnit 1 time om dagen. Når jeg spinner om tirsdagen bliver det dog til 1 time og 40 min træning i stedet.

Kører Fitnessfighten kun én gang om året, eller kan man “hoppe på” hele tiden?
Svar: Fitnessfighten starter d. 1 i hver måned, så hvis man ønsker at deltage skal man tilmelde sig senest d. 30 eller 31 måneden før for at starte dagen efter. Jeg ved at der ikke kører nogen fight i december måned.

Hvad gjorde du for at holde motivationen oppe hele perioden af Fitnessfighten?
Svar: Jeg vidste at fighten var en begrænset periode, så var det meget lettere at holde motivationen fordi jeg kunne se hvor lang tid jeg havde igen før den var gennemført. Det hjalp mig rigtig meget med min motivationskalender, da den gav mig et visuelt billede af hvor meget jeg egentligt havde klaret allerede. Derudover blev jeg utrolig stædig og fandt en vilje indeni mig selv der fortalte mig at jeg sagtens kunne det her og at intet skulle stoppe mig.

Er det et projekt for dig eller kan du mærke det har sat sig som en livsstil?
Svar: Først var det egentlig en udfordring jeg stillede mig selv for at se hvor meget jeg egentligt kunne udrette. Jeg kan godt li at udfordre mig selv, så derfor var Fitnessfighten oplagt at prøve. Fighten har så endt med at give mig meget mere end jeg havde troet og det har nu sat sig som en livsstil at det er sådan jeg vil leve mit liv. Kører kosten med lidt forbehold og ellers er træningen efter mit 6 måneders program.

Bruger du meget krudt på at planlægge måltider og laver resten af huset af det samme mad som dig?
Svar: Nej det gør jeg ikke da jeg altid sørger for at have nogle basisvarer hjemme som jeg kan lave hurtige måltider af. Nu bor jeg alene så jeg har ikke nogen jeg skal tage hensyn til når jeg laver aftensmad – min kæreste og jeg spiser ikke det samme til aften, da han ikke er så vild med den mad jeg laver. Dette synes jeg er meget rart da jeg på denne måde selv kan styre hvad jeg vil have at spise til de forskellige måltider.

Hvordan holder du gejsten oppe?
Svar: Ved at sætte mål for sig selv synes jeg at man kommer rigtig langt. Jeg tager tingene i etaper, hvilket gør det lettere for mig at overskue tingenen. Det er meget lettere at tage en måned af gangen, end at tage et halvt år fx. Jeg sætter mig selv nogle realistiske mål som jeg ved jeg har mulighed for at opnå. Det har også hjulpet mig utrolig meget at jeg har set resultater ved det jeg har gjort, da dette får mig til at ville dette endnu mere når jeg kan se at det jeg gør giver nogle positive ændringer på mit krop og mit sind. Motivationsbilleder kan helt klart anbefales og så skal alle undskyldningerne for ikke at gøre tingene smides langt væk. Når man finder viljen, så kommer gejsten til at fortsætte helt automatisk – selv på de hårde dage hvor sofaen er mere tiltalende end centeret.

Er du gået helt væk fra at poste neglelak på din blog?
Svar: Passionen for neglelak har ikke rigtig været eksisterende de sidste måneder. Jeg begyndte at føle at jeg kun tog neglelak på for at kunne poste billeder af det på bloggen og skrive om lakken, hvilket ikke var særlig motiverende på længere sigt. Jeg håber dog at passionen kommer tilbage igen på et tidspunkt.

11 Apr

Ikke finalist, men stadig en vinder

Da jeg vågnede her til morgen var jeg ret spændt, for det var blevet offentliggjort at det var idag finalisterne for Fitnessfighten i marts måned ville blive afsløret. Jeg tilmeldte mig aldrig Fitnessfighten med henblik på at vinde den, men for at sætte mig selv en stor udfordring. Det ville dog alligevel være løgn hvis jeg sagde at jeg inderst inde ikke har drømt om at blive finalist og vinde fighten for marts måned.

Hele dagen har jeg siddet og ventet på at finalisterne skulle blive offentliggjort og her til eftermiddag kom linket til afstemningen så endelig. Mit hjerte bankede da jeg klikkede på linket og blev sendt videre til siden med de ti finalister. Efter at have skimmet det store billede med alle ti finalister på kunne jeg dog konstatere, at jeg ikke var blevet udvalgt som finalist.

Selvom det kunne have været rigtig fedt at være blevet udvalgt som finalist og vinde Fitnessfighten, så føler jeg mig stadig som en kæmpe vinder. Fitnessfighten har gjort noget for mig som jeg aldrig har oplevet før. Jeg har fundet en gnist og en motivation som jeg ikke vidste jeg havde i mig.

Min krop har formet sig rigtig meget og den ændrer sig stadig for hver dag der går. Jeg taber mig og er på den laveste vægt jeg nogensinde har tabt mig ned til siden jeg var aller størst tilbage i år 2008. Til sidst har jeg fået en endnu større passion for at træne. Jeg nyder at komme afsted og få rørt mig, svede og mærke når det brænder i musklerne. Alle undskyldningerne er blevet smidt ud og der er kun en mulighed, nemlig at komme afsted og få trænet og spise efter de retningslinier jeg har sat for mig selv.

Jeg er en vinder fordi jeg kan det her og jeg vil det her!

05 Apr

FF brød

Under Fitnessfighten spottede jeg en dag en opskrift på noget FF (Fitnessfight) brød, som en anden deltager spiste i stedet for knækbrød. Jeg gemte opskriften til senere brug og afprøvede igår opskriften. Må erkende at jeg var ret spændt på resultatet, men det endte faktisk med at blive nogle rigtig lækre ‘boller’. Der er mellem 35-45 kcal pr stk alt efter hvad de vejer og så smager de fantastisk med en skive pålæg ovenpå. Kan sagtens forestille mig at bruge sådan to en dag til en sandwich i madpakken.

FF brød ca 7 stk

  • 6 æggehvider
  • 150 gram fromage frais/kvark
  • 40 gram hvedeklid
  • 20 gram HUSK fiber
  • Vand
  • Bagepulver
  • Salt og andre krydderier som man lyster

Æggehviderne piskes stive og de andre ting tilsættes. Dejen fordeles i ca. 7 lige store dele på bagepapir og bages ved 200 °C i 20-25 min. Når de er taget ud af ovnen så lad dem køle lidt inden du løsner dem fra papiret.

Enjoy!

Original opskrift findes HER

03 Apr

Tusind tak!

Wow det er helt overvældende så mange der har været inde og kigge på mine billeder det sidste døgn og alle de fine kommentarer jeg har fået med på vejen. Tusind tusind tak!

Der er flere som har spurgt ind til konceptet og kort fortalt handler det om at man i 30 dage træner efter det tilhørende træningsprogram man får med. Man træner både cardio, styrke og core øvelser. Udover dette følger man en bestemt kostplan så man er sikker på man får det rigtige mad, så man har energi til at kunne træne hver dag. Der kan læses mere om Fitnessfighten på deres hjemmeside lige her: http://se.worldofshape.se/

Jeg synes det er et fantastisk koncept og det virker! Selvom det er hårdt til tider er det det hele værd, og det er også derfor at jeg nu har tilmeldt mig deres 6 måneders program som jeg nu vil følge. Skal træne første del af programmet imorgen, da jeg desværre var syg igår. Idag står den på to timers spinning, så derfor har jeg valgt at skubbe 6 månders programmet til imorgen. Udover dette følger jeg atter den kostplan der følger med og mit første mål er nu at træne hver dag resten af denne måned. Dette giver i alt 28 træningspas som bliver en blanding af 6 måneders programmet og spinning. I’m ready!

Endnu en gang tusind tusind tak for alle jeres kommentarer til billederne igår. Jeg er så stolt af resultatet og glæder mig til at se flere resultater i fremtiden.

 

02 Apr

Mine resultater af Fitnessfighten

Så kommer mine resultater af Fitnessfighten i Marts måned. Der er sket meget mere end jeg nogensinde havde turde håbe på og er virkelig tilfreds med resultatet! Jeg lader billederne tale for sig selv. Enjoy!

Tallene ser således ud:

  • Vægt: -4,7 kg
  • Navle: -14 cm
  • Hofte: -13 cm
  • Bule over navle: -11 cm
  • Lår: -6 cm
  • Talje: -14

Som det kan ses på billederne, har jeg tabt mig og min krop er blevet mere tonet. I alt har denne måned givet mig et vægtmæssigt tab på 4,7 kg og -58 cm tabt rundt om på hele kroppen på kun en måned!

Jeg kan kun anbefale dette fantastiske koncept til alle andre. Det har til tider været en hård fight, men det har været det hele værd! Nu fortsætter jeg med deres 6 måneders program og ser frem til at udfordre mig selv endnu mere og se min krop forme sig videre.