Endnu en uge er ved at rinde ud og jeg fik benyttet søndagen til at få trænet om formiddagen hvor der næsten ingen mennesker var i centeret. Der stod bl.a. superset med dødløft og 1 bens legcurl på programmet og da der ikke var særlig mange i styrkeområdet behøvede jeg ikke vogte over min vægtstang som jeg plejer når jeg kører dette superset. Folk vil normalt meget gerne have fingrene i den stang jeg bruger til dødløft mens jeg kører legcurl og jeg fanger dem ofte i at skulle til at pille vægtskiver af indtil jeg fortæller dem at jeg altså bruger den stang, da jeg kører superset.
Efter endt træning cyklede jeg hjem, fik noget at spise og tog et bad inden turen gik afsted mod Fields for at købe skitøj til Mikkel. Vi rejser på lørdag til Wagrain i Østrig for at stå på ski i en uge, så det er vigtigt at have noget varmt tøj med. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted på ferie og komme lidt væk fra hverdagen. Træning kommer jeg dog til at savne, men mon ikke jeg bliver udfordret nok på skiene?
Til aftensmad ville jeg afprøve en idé jeg havde gået lidt med de sidste par dage i forhold til at prøve noget nyt diætmad. Nogle gange kunne jeg virkelig godt spise en stor pizza, men den hører på ingen måde hjemme på diæt så derfor ville en diæt pizza være ideelt! Jeg tænkte derfor at de proteinpandekager jeg ofte spiser kunne agere som bund og så ellers komme fyld ovenpå. Resultatet blev rigtig godt, men jeg skal have lidt mere krydderi i dejen næste gang.
Diæt-protein-pizza (1 stk)
Bund
- 140 gram æggehvide
- 20 gram mandelmel
- 20 gram bakepro (eller andet proteinpulver)
- 1 spsk HUSK (gul pakke)
- Krydderier efter behov
Alle ingredienser blandes sammen og blandingen henstilles et par minutter indtil den er blevet tykkere i konsistensen. Når dejen har fået en tykkere konsistens hældes den ud på bagepapir og smøres ud i den ønskede tykkelse. Bages i ca 5 min ved 200 grader.
Fyld
- Blendede hakkede tomater
- 130 gram oksekød
- Krydderier efter ønske
Jeg lavede en simpel kødsovs af hakket oksekød, blendede hakkede tomater, salt, peber og oregano som jeg hældte det overskydende væske fra for ikke at gøre pizzaen alt for våd. Inden jeg lagde kødet på smurte jeg pizzabunden med tomat i et tyndt lag og efterfølgende kom kødet ovenpå. Pizzaen blev bagt i ca 10 min ved 200 grader.
Da pizzaen var taget ud og blevet flyttet over på en tallerken blev den toppet med salat og så var der serveret. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har lavet denne pizza til aftensmad.
Velbekomme!
