Ikke finalist, men stadig en vinder

Da jeg vågnede her til morgen var jeg ret spændt, for det var blevet offentliggjort at det var idag finalisterne for Fitnessfighten i marts måned ville blive afsløret. Jeg tilmeldte mig aldrig Fitnessfighten med henblik på at vinde den, men for at sætte mig selv en stor udfordring. Det ville dog alligevel være løgn hvis jeg sagde at jeg inderst inde ikke har drømt om at blive finalist og vinde fighten for marts måned.

Hele dagen har jeg siddet og ventet på at finalisterne skulle blive offentliggjort og her til eftermiddag kom linket til afstemningen så endelig. Mit hjerte bankede da jeg klikkede på linket og blev sendt videre til siden med de ti finalister. Efter at have skimmet det store billede med alle ti finalister på kunne jeg dog konstatere, at jeg ikke var blevet udvalgt som finalist.

Selvom det kunne have været rigtig fedt at være blevet udvalgt som finalist og vinde Fitnessfighten, så føler jeg mig stadig som en kæmpe vinder. Fitnessfighten har gjort noget for mig som jeg aldrig har oplevet før. Jeg har fundet en gnist og en motivation som jeg ikke vidste jeg havde i mig.

Min krop har formet sig rigtig meget og den ændrer sig stadig for hver dag der går. Jeg taber mig og er på den laveste vægt jeg nogensinde har tabt mig ned til siden jeg var aller størst tilbage i år 2008. Til sidst har jeg fået en endnu større passion for at træne. Jeg nyder at komme afsted og få rørt mig, svede og mærke når det brænder i musklerne. Alle undskyldningerne er blevet smidt ud og der er kun en mulighed, nemlig at komme afsted og få trænet og spise efter de retningslinier jeg har sat for mig selv.

Jeg er en vinder fordi jeg kan det her og jeg vil det her!