Turtles

Jeg er den lykkelige ejer af hele seks Mauriske landskildpadder. Denne side er tilegnet dem for at fortælle lidt om hvem de er og hvor lang tid jeg har haft dem. Selvom jeg omtaler alle mine skildpadder som hunner, så kender jeg endnu ikke kønnet på dem, da skildpadder først kan kønsbestemmes ved 6-8 års alderen. Jeg har bare taget udgangspunkt i at alle mine skildpadder er hunner. Hehe. Enjoy.


Dorry og Nuggi

Dorry: Var den første skildpadde jeg købte tilbage i August 2009 uden jeg egentligt vidste en masse om skildpadder. Jeg fik en dag en idé med at jeg gerne ville have en skildpadde og så blev der ellers raidet dyrehandler for at finde den helt rigtige skildpadde. Jeg fandt Dorry i den dyrehandel der ligger ude i City2 og vidste med det samme at jeg skulle have hende da jeg så hende. Dorry er en meget livlig skildpadde som fræser rundt i terrariet og kravler op af glasset jævnligt. Hun er dog også meget sky, hvilket kommer til udtryk i at hun trækker hovedet til sig og hvæser når man kommer i nærheden af hende. På trods af dette kan man godt få lov til at nusse hende på hovedet. Ud fra hvad jeg har kunne se på Dorry’s cites er hun klækket tilbage i 2007 og dermed lidt over 4 år gammel.

Nuggi: Kort efter købet af Dorry fandt jeg ud af at skildpadder ikke skal gå alene og gerne have en makker. En uge efter anskaffelsen af Dorry gik turen derfor endnu engang til City2 for at købe en skildpadde, da skildpadder skal gå med en af samme størrelse. Jeg valgte med det samme Nuggi som kom med mig hjem og skulle bo sammen med Dorry. De første par dage skulle de lige vænne sig til hinanden, men efterfølgende har de fungeret godt sammen. Dengang Dorry var syg og væk hjemmefra kunne man godt mærke på Nuggi at Dorry var væk. Det bekræftiger mig endnu mere i det med at skildpadder ikke skal gå alene. Nuggi er den største af mine skildpadder og vejer næsten 300 gram. Hun er ligesom Dorry lidt over 4 år gammel. Hendes personlighed er dog ikke nær så sky i forhold til Dorry og når man nærmer sig hende stikker hun hovedet frem og vil nusses.


Sally og Minni

Sally: På min første terrariemesse tilbage i oktober 2009 kom jeg forbi en stand hvor der blev solgt skildpaddeunger udklækket i efteråret 2009. Jeg stod og snakkede med sælgeren omkring om man kunne sætte en enkelt skildpadde sammen med dem jeg havde i forvejen og det fik jeg at vide at jeg sagtnes kunne. Sally kom derfor med mig hjem, men det var desværre ikke nogen særlig god sammenførsel der kom af hende og Dorry og Nuggi. Det viste sig nemlig at Sally på daværende tidspunkt var alt for lille til at gå sammen med de andre og jeg måtte derfor separere hende fra de to andre. Da hun kom til at gå alene kunne jeg se en ændring i hendes adfærd og hun begyndte at spise osv. Det blev dog kort tid efter besluttet at der skulle købes en makker til Sally og jeg kontaktede derfor sælgeren fra messen om at købe endnu en skildpadde. Sally er en livlig skildpadde som fræser lystigt rundt i terrariet og også kravler op af glasset for at se hvad der sker. Hun er ikke en sky skildpadde, så man kan sagtens nusse hende ovenpå hovedet.

Minni: Da jeg fandt ud af at Sally ikke kunne gå alene skulle der som nævnt i forrige afsnit købes endnu en skildpadde. Der blevet fundet en dag for skildpaddekøb og så gik turen ellers afsted. Minni blev valgt ud af en masse andre unger og kom med hjem hvor hun blev sat sammen med Sally. Jeg har aldrig set nogen descideret magtkamp mellem Sally og Minni, så jeg går ud fra at de fungerer sammen og har styr på den rangorden der skal være i terrariet. I modsætning til Sally så er Minni den lidt mere sky type, som trækker sig ind i skjoldet når man nærmer sig hende. Hun fræser dog lystigt rundt i terrariet og kan også finde på at komme hen til glasset og kigge ud.


Sakki og Nally

Sakki: På efterårsmessen 2010 havde jeg ellers sagt at jeg ikke skulle have nogle skildpadder med hjem, men jeg endte alligevel ved den samme sælger som Sally og Minni er købt hos. Da jeg tidligere havde handet hos ham fik jeg et tilbud på to skildpadder som var svært at afslå og jeg endte derfor med at have to skildpadder med hjem fra messen – Sakki og Mally. Jeg måtte desværre sige farvel til Mally i december sidste år, da hun var født med en ufunktionel nyre og har derfor kun Sakki tilbage fra det daværende køb. Efter noget tid blev Nally dog anskaffet for at Sakki ikke skulle gå alene. Sakki har fungeret godt i det nedereste terrarie sammen med Sally og Minni og jeg har kunne fornemme hvor hun ligger henne i den rangorden der er i terrariet. Hun er en meget stille skildpadde som spiser fint, men som ikke tøffer så meget rundt. Det er et typisk træk når de ikke er ældre – Sakki er klækket i August 2010 og dermed ikke engang et år gammel ednnu.

Nally: Efter aflivningen af Mally måtte der anskaffes en ny skildpadde på størrelse med Sakki for at udgøre det antal skildpadder der var i terrariet. Jeg er af den overbevisning at skildpadderne gerne skal være sådan par med to og to i hver størrelse for at de har det så godt som muligt. Derfor blev der taget kontakt til tidligere sælger og en aften i januar blev Nally hentet og kørt hjem. Hun er en meget lille skildpadde der ikke tøffer så meget rundt endnu som de andre skildpadder, men hun spiser fint og nyder varmen under varmelampen. Jeg er overbevist om at Nally er den lavest i rangordnen af de fire der bor i det nederste terrarie, da hun jo er den mindste af de fire der bor der. Hun er en fin lille skildpadde der dog er en anelse sky.

Terrariet er et min tidligere samlever K har bygget. Det er bygget i to etager så der dermed er to terrarier i et. Øverst bor Dorry og Nuggi mens Sally, Minni, Sakki og Nally bor nederst. Terrariet er 2,6 meter langt og knap 1,5 meter højt. Tidligere boede skildpadderne i nogle købte glasterrarier, men dette er meget mere optimalt da de får meget mere plads at rende rundt på. Det mest optimale for skildpadder vil altid være at have dem i et udeanlæg, men når jeg er bosat i hovedstaden er dette desværre ikke muligt. Derfor har er jeg rigtig glad for at kunne give mine skildpadder det næste bedste – nemlig et stort hjemmebygget terrarie.

Overvejer du at anskaffe dig en skildpadde eller er du bare nysgerrig omkring skildpadder så anbefaler jeg www.marginata.dk som er en side skrevet af Otto. Han har haft skildpadder i rigtig mange år og er en af mine guruer når det kommer til pasning af skildpadder. Mangler du en krybdyrsdyrlæge anbefaler jeg stærkt Beth som har www.krybdyrdoktor.dk. Hun er en fantastisk dygtig dyrlæge med klinik i Lyngby her på sjælland.