Stilheden før stormen
Der er altid nogle perioder af ens liv der er bedre end andre og jeg er inde i en af dem der kan kvalificeres som møg irriterende. Den brændende passion jeg i lang tid har haft inde i mig er blevet svagere og lysten til at træne, lave mad og nå de mål jeg har sat mig selv for er stille forsvundet og i stedet blevet erstattet med en ‘mørk tåge’ af sygdom, træthed og dårlig mad.
Forrige uge da vi skulle hjem fra mine forældre fik jeg et migræne anfald på vej hjem, som varede i knap tre dage og siden da har hovedpinen ikke ville slippe. Hver morgen når jeg vågner sidder der en smerte og banker løs i venstre side af min pande og jeg er efterhånden ved at blive sindssyg af ikke at kunne have en dag uden smerter.
Jeg var til månedligt tjek hos min læge i mandags, hvor vi snakkede om at jeg skal få en struktureret hverdag op og køre. Vækkeuret skal sættes til om morgenen, således at jeg kommer op og ikke bare sover til jeg vågner. Derudover skal jeg fylde dagene ud med ting som skal betegnes som arbejde. Dette skal gøres for at jeg kommer igang hver dag og ikke bare sidder i sofaen og lader dagene glide forbi.
Vi snakkede også omkring at jeg har været mere syg på den seneste og det blev ret hurtigt konkluderet at jeg simpelthen bliver mere syg af at gå hjemme og ikke har en struktureret hverdag som kører for mig. Selvom man skulle tro man har al tid i hele verden til at lave de ting man vil når man går hjemme, så er sandheden desværre en anden. I stedet for at få lavet det man sætter sig selv for bliver det sværere at overskue selv de basale ting som tøjvask og madlavning. Dette er også en af grundene til at min hverdag simpelthen skal op i gear igen!
Selvom det er hårdt, så skylder jeg mig selv at få det godt igen. Det næste stykke tid vil jeg derfor arbejde hårdt på at få samlet de tabte stykker op igen og få den brændende passion tilbage i livet. Inde i mig selv ved jeg godt hvad jeg vil og den eneste der er her til at stoppe mig er mig selv.








